Så lykkes det endelig. Vi er nået frem til finalen i Ultracup 2017. Ultraløbet Nordkysten står for døren eller rettere sagt standen ligger for fødderne.
Det er fredag den 11. august 2017 og en lang arbejdsdag på kontoret lakker mod enden. Det er planlagt sådan, at jeg tager direkte til Helsingør og overnatter på Helsingør Camping i mit til lejligheden indkøbte festivaltelt. Kønt er det ikke men for en nat går det an.
Efter teltet er slået op og der er pakket ud og klargjort til natten, triller jeg ned mod byen. Helsingør kommer denne weekend ikke blot til at byde på finalen i Ultracup, men er også besat at masser glade fodbold børn der skal deltage i Kronborg Cup. Der er kæmpe fest på havnen og jeg kommer netop forbi da Djämes Braun går på scenen og spiller “kom og giv mig alle dine penge“. Jeg er med på en lytter, inden jeg triller videre ned i byen og finder aftensmad.
Natten foregår noget uroligt – præcis som det plejer. Er hunderæd for at overhøre uret der er sat til kl 04:00. Og som jeg plejer, våger jeg selvfølgelig ved uret. Efter masser kaffe og morgenmad får jeg pakket ned og klargjort mig selv til dagens udfordring.
Bussen kører fra havnen kl 6 mod Hundested Havn. Alle bliver tjekket ind af en lidt søvndrukken recedirector Moses Løvstad. Der hyggesnakkes i bussen præcis som vanligt, især falder emnet konstant tilbage på, hvor udfordrende turen bliver i dag. Det er ikke bare årets finaleløb i Ultracup, men også premiere for Ultraløbet Nordkysten.
Ruten går fra Hundested Havn til Helsingør Havn med venstre fod i vandkanten med ganske få undtagelser.
Vi ankommer lidt i 7 til en noget øde og forblæst p-plads i Hundested Havn. Men stemningen er høj. Som tiden går, er vi flere der bliver noget ængstelige for at komme i gang. Vi er ved at blive kolde i vinden, som også er blevet suppleret med lidt regn.
10 minutter i 8 holder Moses racebriefing og vi trisser stille ned på stranden. Kl. 8 skarp bliver der ringet med koklokken og vi er ude. En lang dag er begyndt og vejret tegner fra start af, til at blive til vores fordel.
Der går ikke mange hundrede meter inden vi rammer det første stykke med kystsikring. Feltet er samlet så det giver lidt kaos, men det går. Efter de første km gør jeg et kort hold, for at få jakken tilbage i vesten. Der kommer stille og roligt en god spredning i feltet, som tæller omkring 230 løbere. Det giver god plads til at finde eget pace uden hindringer. Efter de første 11 km i #vandkantsdanmark drejer vi ind i Melby overdrev. Gudskelov er der ikke kommet melding om løbere, der har trådt på miner og det er en skøn tur gennem overdrevet.
På 18 km mærke kommer vi til p-pladsen ved Tisvildeleje Strand og her ligger depot 1. Jeg får straks tanket energi i begge flasker med sublim hjælp fra #verdensbedstecrew og går herefter i baren og nyder Sneakers, appelsin og selvfølgelig cola.
Ved godt mod ruller jeg ud af depotet og får dette skilt i hovedet. Så vi ligesom i gang. Det bliver et langt stykke med alt slags underlag lige fra det fineste strandsand til kystsikringssten og trælse rullesten. Men med humøret i top og med udsigten til sort bælte i utraløb er man jo godt kørende.
Krisen indtræffer dog ude omkring 35-36 km ved Gilbjerg Hoved / Søren Kierkegaard stenen. Lige som vi kommer ind og får den første asfalt under fødderne på vej mod Gilleleje (de hele 2,5 km vi får), kramper alt op fra knæ og ned i begge ben. Stranden har været hård ved mig og jeg er totalt tørlagt og lider under væske mangel.
Der bliver gravet dybt inden i og jeg får kæmpet mig frem til havnen i Gilleleje. Her finder jeg et toilet hvor jeg kan få tanket vand i den ene flaske for der er kun få kilometer til depot 2. Lykken er at jeg også får vasket salt af ansigtet. Nogle mener dog det er øjnene der bliver vasket…
Kort efter Gilleleje rammer vi 40 km, Nakkedhoved Fyr hvor vi ruller ind i depot 2. Lykkerus – nu er der kun 20 hjem! Der er som vanligt en fantastisk stemning i depotet. Tanken slår mig… det er 6. og sidste depot i cuppen, alligevel lidt vemodigt. Jeg sludrer med en fyr som er styrtet ude på kystsikringen og har kæmpet sig i depot og får is på knæet. Vi aftaler at vi ses i mål… og gæt selv om det lykkedes…
Jeg genvinder styrken i depotet, hvor jeg har tilladt at give mig selv lidt ekstra tid. Ude af vagten rammer vi igen stranden. Omkring 45-46 km kommer vi til Nordkyststien og nu er det vel bare at trille hjem tænker den naive. Vi kommer gennem Hornbæk og videre langs stien et par kilometer.
På 52 km mærket sker noget vildt – et uanmeldt cola depot. Hvor vildt er det lige med kun 8 kilometer hjem! Når man så sidder her og tænker tilbage elsker man det bare endnu højere, end da man stod der og ikke vidste hvad var forude.
Var man ikke træt af kystsikring så blev man det helt naturligt her…. udmattede ben og hoppen rundt på store sten er bare ikke lykkerus. Nå, men efter en 2-3 km holdt det vel næsten op, og ude i horisonten stod Kronborg. Det vildeste syn og top motiverende.
Jeg løb med alt hvad der var tilbage – der var jo “kun” 5 kilometer hjem, men det var bare som om lige meget hvor meget man arbejdede så forblev Kronborg bare derude i horisonten. Og så alligevel – lige pludselig var det der!
På de sidste 100 meter af stranden, bliver jeg taget imod af Sebastian og Gabriella og de løb med det sidste stykke til molen på havnen, hvor resten af familien stod og heppede – mit eget #verdensbedstecrew. Opløbet på molen var som altid helt uforglemmeligt og målgang var ren lykkerus.
Efter kontrol af udstyr fik jeg mit armbånd for gennemførsel af Ultraløbet Nordkysten, det sorte bælte i ultraløb og en truckercap. Jeg fik givet Moses hånd og takket for en uforglemmelig oplevelse.
Ude på havnemolen synker jeg sammen og har absolut intet tilbage i kroppen….
BUT I FU****G DID IT!
Der var cutoff på 12 timer. Jeg havde sat baren på 10 timer for Nordkysten og ville være oven ud lykkelig for en tid under 8 timer. Jeg havde målgang på 07:57:06, med en placering som nr. 111 ud af 222 gennemførte deltagere.
Jeg havde en drøm om at gennemføre ultracuppen under 24 timer og efter ultraløbet Fyr til fyr i april som endte så skidt og frygten for finaleløbet Nordkysten, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet det ville ende sådan.
Men med Moses Løvstad træningsprogram målrettet på cuppen som troligt tikkede ind på mailen hver søndag for den kommende uge, blev der uge efter uge arbejdet hårdt på målet og endte med en samlet placering i ultracuppen som nummer 31 i tiden 22:28:13. Vi var 63 der kom hele vejen iført “gul nummerplade”. Stolt tillykke til os alle.
Ultracup 2017 slutter her med to citater fra racedirector Moses som vil hænge ved længe efter. “det er stadig bare noget vi leger” & “hvis det var let – ville alle gøre det…”
Keep moving…
Resultater fra Ultraløbet Nordkysten
Samlet resultat for Ultracup 2017
skranken.dk - keep moving... 